Benjamin, Sophia & Merle

BEGYNDELSEN Benjamin er den kanin vi har haft i længst tid. Vi fik ham sammen med hans mor, Sophia. De kom fra en børnefamilie, som ikke gad dem længere. Benjamin havde altid haft sin mor og var derfor godt og grundigt forkælet. Sophia havde været brugt i avl og hendes krop var tydeligt mærket af de mange unger hun havde fået. Hendes bækken var blevet skubbet og hun gik derfor lidt kluntet. Vi nåede desværre kun at have Sophia i 9 måneder, før hendes lille krop gav op. Hun ligger nu begravet ude i haven under æbletræet og vi savner hende meget.

MERLE Da Sophia døde havde vi allerede været i gang med bonding med Merle i over et halvt år. Merle var en bestemt dame, som var blevet taget fra sin mor alt for tidigt og senere solgt til én der brugte hende som hopkanin :( Hendes første leveår var enormt stressfuldt og meget ensomt og det har sat nogle dybe ar i hende. Hun har stadig svært ved at kommunikere med andre kaniner og bliver hurtigt stresset. Hende og Sophia var ikke på bølgelængde og bondingen trak ud. Efter Sophias død, satte vi dog tempo på bondingprocessen. Vi var bange for at Benjamin skulle gå ned med sorg over tabet af sin mor.
KÆRLIGHEDEN Heldigvis valgte Merle pludselig at kaste al sin kærlighed på Benjamin og Benjamin blev forelsket til op over begge hængeører. Benjamin havde været vant til at få det som han ville sammen med sin mor, men skulle nu vænne sig til Merles lidt skrappere væsen. Ikke desto mindre har de været uadskillelige lige siden. Senere forsøgte vi at bonde Merle og Benjamin med vores fire andre indekaniner, men det blev for stressende for Merle. Hun fik angst som gik over i depression og vi valgte at stoppe bondingen. Nu bor de i den ene halvdel af huset og de nyder hinandens selskab hver dag.

RIDDEREN OG DIVAEN
Merle er en diva og Benjamin er en beskytter. Han passer på sin Merle og på os. Han vil helst være hvor vi er og render konstant om fødderne på os. Når jeg sidder ved min computer sidder Merle og Benjamin altid ved siden af. Én af dem ligger halvt ind over tasteturet og den anden hiver blyanter ud af min blyantholder <3 Merle er glad for nus, men Benjamin gider ikke det tøsepjat. Han vil hellere kysse os - helst på hænderne og hele vejen op af armen. (Dog skal det siges, at han blivere nemmere og nemmere at lokke til nus på hans gamle dage og hvis man sidder klar lige efter aftengrønt kan man høre gebisset klapre i hele huset).